• GN Store Nord har tabt yderligere momentum det forgange år

    Source: BDK Finans / 08 Feb 2024 01:44:04   America/New_York

    Efter en årrække med fremgang for selskabet GN Store Nord, har det set anderledes svært ud de seneste år. Det gjaldt også i 2023, hvor det oplevede tilbagegang på både omsætning og overskud. Det viser selskabets årsregnskab torsdag morgen. Omsætningen er skrumpet med tre procent til 18,1 milliard kroner, mens overskuddet er mere end halveret til 266 millioner. Selskabet producerer høreapparater og headsets og ejer varemærker som Resound, Jabra og Steelseries. Sidstnævnte, der blandt andet producerer headsets til gamingbrug, overtog GN i januar 2022. Tilbagegangen er sket, til trods for at GN Hearing - der producerer høreapparater - øgede omsætningen med ni procent til 6,8 milliarder kroner. Det var ikke nok til at opveje nedgangen i salget i GN Audio, der producerer headsets til både professionelle og private. Her kan det mærkes, at forbrugerne har færre penge mellem hænderne. Det har kostet en omsætningstilbagegang på otte procent efter et salg på 11,3 milliarder kroner. Ikke desto mindre får medarbejderne ros af topchef Peter Karlstromer for stor arbejdsiver i et udfordrende år. - På alle forretningsområder fastholdt vi vores lederskab inden for innovation med nye produkter til gavn og service for vores kunder og partnere over hele verden, siger han. GN Store Nord igangsatte en strømlining af forretningen sidste år, der betød, at den ikke længere skal være opdelt i to divisioner. I 2024 vil selskabet få mulighed for at udnytte potentialet ved at arbejde som "én fuldt integreret virksomhed", lyder det fra topchefen. - Dette vil gøre det muligt for GN at høste stordriftsfordele, blive enklere og en endnu bedre arbejdsplads for de ansatte og kunderne, siger Peter Karlstromer. - Vi er spændte på de muligheder, vi har foran os. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/gn-store-nord-har-tabt-yderligere-momentum-det-forgange-aar
Share on,